Vokalselskabet GLAS
Bulgarske turbovokaler
Når sangerinderne i Vokalselskabet Glas åbner munden, er det som om, vesten og østen mødes i en unik sammensmeltning af arabiske skalaer, hyl, overtoner og pulserende rytmer i skæve taktarter.
Gruppens album ”Kopirin” blev i 2010 nomineret til en Danish World Award og ligeledes blev albummet "Mold" i 2016 nomineret, og netop her lyder musikken det ene øjeblik som moderne klassisk kormusik med overtonesang, dissonanser og komplekse rytmer og det næste øjeblik som kvinder, der vasker tøj ved en brønd og kommunikerer på et fremmedartet og fuldkommen uforståeligt sprog. Et absolut kendetegn for Glas er ensemblets skarpe, klare klang både når de synger nordisk folkemusik og bulgarsk folkemusik, og deres navn har de lånt fra bulgarsk, hvor “glas” betyder “stemme”.
”Med suveræn sangteknik fra alle ensemblets 7 sangere jongleres der hjemmevant i en mangfoldighed af klangfarver… Det musikalske udtryk, frasering og rytmisk nerve er utrolig stærkt og personligt i hver enkelt sang.”
- Michael Bojesen, dirigent (tidligere for DR’s pigekor) og komponist
Sangene handler om krig og kærlighed, sorg og glæde, bryllupper og løssluppen dans på torvet, om den unge bonde, der må sælge sin elskede hest for at kunne finansiere sit bryllup, og om den unge pige, Diljana, der synger om kap med en nattergal. Glas synger også numre på dansk, blandt andet salmen ”Se, nu stiger solen af havets skød” (Høst/Knudsen) og et digt af Inger Christensen, der hedder ”Handlingen”. Begge numre er arrangeret og sunget i bulgarsk stil!
Undervejs i koncerten med Vokalselskabet Glas, fortæller sangerne om de historier, der knytter sig til musikken.
Vokalselskabet Glas har eksisteret i 20 år og har sunget koncerter for både børn og voksne. De har blandt andet turneret i Danmark, Bulgarien, Sverige, Finland og på Færøerne. Via ”Levende musik i skolerne” møder Glas hvert år hundredevis af skoleelever. Glas afholder desuden workshops for firmaer, på MGK’er og i musikskoler og via projektet ”Kvindestemmer”, som henvender sig til kvinder i alle aldre uanset etnisk oprindelse, religion, uddannelse osv. I 2016 lavede Glas et projektet "Sange for sjælen" i danske asylcentre.
Vokalselskabet Glas har blandt andre samarbejdet med rock-sangerinden Kira Skov, guitaristen Peter Peter (Sort Sol), komponisten Jacob Groth(Filmen ”Skagerak”), sangeren og komponisten Jeanett Albeck (”Sort Samvittighed”), Komponisten Kim Nyberg & Afenginn ("Opus"), komponisten Line Tjørnhøj (”Anorexia Sacre”), komponisten John Sund (Impressions) og komponisten Peter Danstrup (Landene som forsvandt).